Mangler billede

Ronnie er Royal Unibrews mand i DKI

Afdelingslederne hos DKI Logistics A/S har tæt og direkte kontakt med kunderne. Det gør arbejdsgangene smidigere for kunderne, og jobbet mere interessant for de ansatte.

- Det er som at have sin egen virksomhed.

Sådan lyder en del af forklaringen fra afdelingschef Ronnie Larsen på, hvorfor han efter mere end 17 år synes, det hver dag er interessant at møde ind på sit arbejde hos DKI Logistics A/S i Horsens.

Her er han i dag afdelingschef med ansvar for pt. 20 medarbejdere, der især servicerer Royal Unibrew, hvis terminallager DKI Logistics A/S håndterer.

Frihed og ansvar
Som en af afdelingslederne i virksomheden har Ronnie Larsen både frihed og ansvar langt ud over, hvad der er almindeligt i branchen.

- I dag har vi afdelingschefer flere kunder, som vi har ansvar for, og vi godkender også fakturaer på forbrugsvarer og for eksempel på arbejdstøj til de ansatte, fortæller han.

Afdelingslederne har selv hånd i hanke med alt:

- Kunderne kontakter direkte til mig som deres daglige kontaktperson, og vi er med til at aftale samtlige processer i arbejdsopgaverne med løbende ændringer og optimeringer, og er også med til at beregne priserne til kunderne.

Ingen fordyrende mellemled
Det sætter kunderne pris på, for det betyder, at der ikke er nogen mellemled, når beslutninger skal tages og udfordringer løses.

- Det er vigtigt for vores kunder, at der bliver taget hånd om dem hurtigst muligt, så de ikke sidder i den anden ende og eventuelt venter på at komme videre med det, de er i gang med og gerne vil have det afsluttet.

- Der er mange opgaver hele tiden – og vi siger aldrig nej. Alt kan løses. Ellers er det en falliterklæring, lyder det med et smil fra Ronnie Larsen.

Konstant udvikling i virksomheden
Når det er højsæson kommer der flere nye med på Ronnie Larsens team. Alle får en grundig oplæring i at plukke og pakke og ikke mindst at forstå, at de er en del af et team.

- Vi ansætter vores eget personale, ligesom vi selv planlægger ferier. Der er da ikke noget så interessant som at være selvstændig leder.

Ronnie Larsen synes, han har rigtig gode medarbejdere og roser både sine lagerfolk og sin højre hånd.

- Der er ikke noget vigtigere end et godt personale, fastslår han.

- Glade medarbejdere producerer bedre arbejdskraft. Det er fedt at have det sjovt men stadig kan kunne alvorlig, og det er der også plads til i afdelingen.

Ronnie påpeger videre, at det er ekstremt vigtigt, at medarbejderne anderkendes får deres arbejde:

- Det giver ejerskab for vores virksomhed, siger han.

- For ingen kan alt, alle kan noget – og sammen kan vi gøre det utroligste.


Læs mere om vores værdier her